Vi har en gave til dig. En kærlighedsopskrift i tre dele.
Kærlighedsopskriften handler om dig. Den er dyb, stærk og tankevækkende. Den beskriver skridt for skridt det, du selv kan gøre for, at dit eksisterende eller dit næste forhold skal lykkes.
Hvis du er single, kan du bruge kærlighedsopskriften som en forberedelse, før du går ind i et nyt forhold.
Kærlighedsopskriften er skabt af sexolog og parterapeut Julie Jeune, som har givet sin viden og indsigt på baggrund af interview med journalist Gitte Jørgensen.
Julie Jeune er klummeskribent på Femina og har hver uge en side i bladet, hvor hun inspirerer sine læsere til at få kærligheden til at trives og blomstre.
Vi starter med Julies første vej til at skabe et godt kærlighedsliv.
Du gennemlever dine barndomsmønstre ...
Du skal vide, at et kærlighedsforhold ikke er let. Det vil før eller siden blive svært. Ikke i forelskelsesfasen, selvfølgelig. Men senere, når beruselseshormonerne fader ud.
Hvis du hænger fast i en romantisk og gammeldags forestilling om kærligheden, er du ikke den eneste. De fleste af os tænker, at hvis vi bare er sammen med den rette, bliver kærligheden let og glad.
Men sådan går det som regel ikke.
Der er masser af ting på spil i et forhold. Noget af det, du tiltrækkes af, er et menneske, der spejler de såkaldte u-mødte behov, du havde i din barndom.
Med andre ord: Du finder en partner, som ikke opfylder dine behov på samme måde, som dine forældre, eller en af dine forældre, heller ikke gjorde det.
Det er netop her, det begynder at gøre ondt – men det er også her, det begynder at være spændende. Så hold fast:
Hvis du f.eks. har haft en fraværende far, som ikke anerkendte dig eller gav dig værdi, vil du typisk falde for en partner med den samme adfærd. Du vil være sammen med en partner, der arbejder for meget, rejser for meget eller er på nettet døgnet rundt.
Du genetablerer så at sige dine barndomsmønstre, fordi de er velkendte, og fordi du har en tolerance i forhold til at indgå i de roller, som mønstrene skaber.
En veninde, du har, vil måske ikke finde sig i at være sammen med en fraværende partner og vil hurtigt forlade forholdet. Men du er fra barnsben trænet i at være i de mønstre. Du føler dig faktisk tryg, når ”kærligheden er fraværende” – også selvom det gør ondt.
... men du har også en mulighed for at heale dem
Der er et dybere perspektiv og mening i dette, for hvis du har et godt kærlighedsforhold, kan det være med til at heale de sår, du fik i din barndom. Men det kræver, at I begge to forstår, hvad der er på spil mellem jer.
Den smerte, der opstår i dit kærlighedsforhold, er dit eget barndomsår, der springer op og begynder at bløde.
Du anklager måske din partner for at være dum og egoistisk. Han skal hele tiden ud med sine venner og hele tiden arbejde og hele tiden alt muligt. Omvendt synes han, du er omklamrende, krævende og kontrollerende. Dialogen mellem jer bliver til mudderkastning, og jeres kærlighed kvæles og mistrives.
Hvis du har en god relation, kan du sige: ”Når du hele tiden skal afsted uden mig, gør det ondt, fordi jeg har en smerte, der handler om, at min far var fraværende. Jeg føler ikke, at jeg er vigtig, når du hele tiden er væk. Kunne vi måske sidde lidt sammen, før du går ud, og kunne du minde mig om vores kærlighed og sige, du glæder dig til at se mig senere? Så er jeg rolig, mens du er væk."
Du siger det, du ikke kunne sige til dine forældre. Du tager ansvar for din egen smerte og dit eget behov for at blive mødt. Hvis I kan tale sammen på en konstruktiv, moden og bevidst måde, kan I passe på hinanden og heale jeres sår.
Den gode historie er, at jeres kærlighedsforhold tilbyder jer en ny og enestående mulighed for gensidigt at få helbredt jeres barndomssår.
Første del af kærlighedsopskriften er at kende til disse psykologiske dynamikker. Anden del er at komme ud af symbiosen. Tredje del er at forstå, at der er tre parter i et kærlighedsforhold. Det er ikke nok at elske hinanden.
Kærlighedsopskriften i tre dele er skabt på baggrund af interview med parterapeut og sexolog Julie Jeune.