Det er ikke orgasmen, der gør, at sex er vidunderligt. Vi kan nemlig have røvkedelig sex med mange orgasmer. Eller vi kan have sex, hvor intimitet og nærhed er i fokus. Eller vi kan selvfølgelig have sex med både orgasmer, nydelse og intimitet.
For hvad vil det egentlig sige at være tilfredsstillet?
Disse spørgsmål kommer fra sexolog, parterapeut og orgasmeekspert Katrine Berling. Hun ønsker at få os til at tænke over, hvad der er vigtigt, når vi er sammen med den, vi holder af og elsker. Er det orgasmerne? Er det nydelsen og samværet?
Katrine Berling forklarer, at det samfund, vi lever i, som vi kalder for præstationssamfundet, på mange måder er kommet ind i vores allermest intime rum. Hun uddyber:
”Vi skal helst have lyst hele tiden. Vi skal have mange orgasmer, og de skal være hurtige. Du kan købe den her vibrator, som har orgasmegaranti, så du kan komme på to minutter. Men vores partner er ikke en vibrator, og det er der mange af os, der glemmer.
Problemet er, at vi kommer til at tro, at meget lyst og kæmpe orgasmer er normen. Når vi så tror, vi skal præstere på en bestemt måde i sengen, og det så ikke lykkes, kan vi let komme til at føle, der er noget i vejen med os.”
Men vi kan ikke nyde sex, når vi føler, der er noget i vejen med os.
Det er så her, Katrine Berling kommer ind i billedet. Hun har igennem de sidste 14 år specialiseret sig i kvinders orgasme. Hun tilbyder f.eks. kurser og individuel rådgivning i orgasmer. Det betyder, at kvinder, som har udfordringer i deres erotiske liv, kommer til hende. Katrine fortæller:
”Det, jeg hører fra de kvinder, som opsøger mig, er, at de føler, de skal have en orgasme hurtigere, end de får det, og at de skal være liderlige hele tiden. Resultatet er, at de ikke føler sig gode nok i sengen.
Problemet med det hele er, at kvinden går ind i det seksuelle rum med en følelse af, at der er noget i vejen med hende. Hun ligger med sin partner og tænker, hvilket tager hende væk fra nydelsen. ”Hvorfor kommer orgasmen ikke, hvorfor mærker jeg ikke noget, hvorfor blev det ikke til en orgasme.” Hendes tanker kører rundt.
Jeg hører også, at mange kvinder føler sig presset til at få en orgasme. Kvinden kan opleve så meget pres, fordi hendes partner prøver at få hende til at komme, at hun kan ende med at føle sig blokeret.”
Vi kan også blive emotionelt og relationelt tilfredsstillet.
Katrine Berling fortsætter: ”Men han kan ikke gøre noget. Ingen kan få nogen til at få lyst, der ikke har lyst. Der skal være en villighed eller en lyst til at få lyst. Jeg har hørt, nogle mænd sige, at de har prøvet alt for at få deres kvinde til at få lyst, men intet virker. Årsagen er jo, at lyst kommer indefra. Jo mere, du presser på, jo større sandsynlighed er der for, at det går den anden vej. Og hvis man som kvinde ikke har lyst og er med, skal man jo ikke have sex.
Orgasmen er for meget i fokus for mange af os. Jeg vil gerne vende det om: Hvad vil det egentlig sige at være tilfredsstillet? Vi kan jo blive tilfredsstillet på mange planer. At være tilfredsstillet handler ikke udelukkende om den fysiske tilfredsstillelse, men også om at være emotionelt og relationelt tilfredsstillet.
En kvinde kan sagtens føle sig tilfredsstillet, selvom hun ikke får en orgasme. Vi burde tale mere om, at det at være tilfredsstillet også er at have et intimt nærvær, at føle sig forbundet, at blive i bedre humør, at føle sig opløftet og fuld af energi. Man kan jagte en orgasme, men slet ikke være til stede med hinanden. Så spørgsmålet er, hvilken sex du vil have?”
Vi skal kunne være i vores krop og nyde nydelsen.
Katrine Berling fortæller, at hun råder kvinder til at komme tilbage til deres krop og deres nydelse og væk fra den præstation, som ligger i vores tid.
Når hun skal forklare, hvad den indre dialog, vi kan have i sengen, kan få af konsekvens for vores evne til at nyde, bruger hun en metafor:
”Forestil dig, du er til frisør og skal have en hovedbundsmassage, men denne frisør taler i et væk. Hun spørger til din efterårsferie, hun spørger til dit liv. Hvordan vil den massage være? Vil du kunne nyde den?
Forestil dig så, at når du ligger i sengen med din partner, så er din indre dialog - der f.eks. kan handle om, hvorfor du ikke får orgasme – i stil med frisørens ord, der kværner rundt. Det betyder, at du bliver oppe i dit hoved og ikke kan nyde det, der sker.
Forestil dig så også, at du får en hovedbundsmassage af en frisør, der ikke taler. Hun er stille, og du kan læne dig tilbage, lukke dine øjne og nyde, hvad der sker. Din bevidsthed er i stand til at være dér, hvor berøringen er.”
Vi kan hurtigt switche over og få gode oplevelser.
”Det første, jeg altid gør, når jeg arbejder med en kvinde, er at finde ud af, om hun er til stede i sin krop. Hun skal kunne mærke sig selv. Vi kan ikke arbejde på orgasmer, medmindre kvinden er i sin krop og kan mærke den og nyde den.
Jeg har ikke en drejebog for, hvordan jeg arbejder med en kvinde. Jeg lytter først og fremmest til, hvilke tanker der tager hende væk fra nydelsen. Jeg inspirerer ofte hende til at bruge mindfulnessøvelser, hvor hun træner sig i at være til stede i nuet.
Nogle kan godt switche over og få gode oplevelser ret hurtigt, for ligeså snart, man får en succesoplevelse, ændrer hele billedet sig, fordi man ikke længere har noget at slå sig selv oven i hovedet med.
Det er jo ikke sikkert, at kroppen vil, at det skal gå hurtigt, og det er heller ikke sikkert, at klitoris føles fantastisk hele tiden. Jo mere, du kan nyde, jo bedre bliver din seksualitet. Du kan godt have røvkedelig sex med masser af orgasmer, hvorimod den gode sex jo er den med masser af nærvær og intimitet.
Det er så vigtigt at slå forventningspresset fra og begynde at søge noget andet end orgasmerne. Jo mere, vi kan læne os ind i vores seksualitet og være til stede i den, jo bedre vil det hele føles.”