Ketti Bueno Ferrer

Nydelse er ikke noget, du går til

"Kvinders nydelse og lyst er ikke noget, du kan gå til på samme måde, som du går til madlavning eller lære at køre bil. Det er heller ikke noget, du kan få en manuel til, som om du skulle til at samle et IKEA-skab."

Det siger Ketti Bueno Ferrer, der er forfatter til bogen "En kvindes guide til at nyde livet". Og hun siger selvfølgelig meget, meget mere, som du kan læse i denne blog. 

Vi er i januar i gang med et tema, der handler om, "hvor er kvinder i 2023 med deres nydelse og lyst". Hvis du er mand, gør du klogt i at læse med. Du vil få inspiration til, hvordan du kan møde din kvinde, og hvordan I kan møde hinanden og heale sammen.

Vi vil have flere eksperter på banen i løbet af januar. Som den første havde vi indbudt sexolog og parterapeut Julie Jeune. Du kan læse sidste uges blog

Ketti Bueno Ferrer er - udover at være forfatter - leder af Havana på Amager og Salsa Vida, der blandt andet tilbyder dansekurser i salsa for mænd og kvinder, kursussaloner, foredrag og kurser i erhvervslivet samt kvindeforløb med titlen "I lære som kvinde".

Vi har givet Ketti Bueno Ferrer fem spørgsmål: 

💥 Hvordan ser du, at kvinders lyst og nydelse har det i 2023?

Det, der bekymrer mig her i 2023, er, at vi har det med vores seksualitet, som om vi har en manuel til, hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal præstere.

Det må ikke være sådan, at nydelse og lyst er noget, kvinder går til - som om de skulle lære at lave mad eller køre bil. For det betyder, at kvinders seksualitet er gået over i et meget maskulint felt, hvor noget skal fikses og ordnes.

Hvis vores seksualitet og lyst bliver afskåret fra vores kvindelighed og sanselighed, og kun kommer til at handle om dildoer, klemmer i brysterne og en mand, der slikker os til en række serieorgasmer, får vi et problem med vores lyst til sex.

Vi har indeni vores hoveder fået skabt en manual for, at ”sådan skal vi kvinder have sex”, og hvis der så ikke er udløsning og andre målbare resultater, som vi forventer, kan vi med tiden miste både os selv og vores lyst.

Vores seksualitet går i stå, hvis vi forholder os til den på samme måde som en mands seksualitet.

💥 Hvad forhindrer kvinden i at udleve sin lyst?

Forhindringen er, at vi glemmer, hvem vi er som kvinder. Den kvindelige seksualitet er ikke så håndgribelig som en mands seksualitet, hvor der er et resultat og en udløsning.

Derfor springer vi noget meget vigtigt over – nemlig essensen af vores køn, for en kvindes seksualitet og nydelse kan ikke isoleres fra hendes liv. Hun kan ikke planlægge og styre sig til mere nydelse.

Hvis kvinden gerne vil have kontakt med sin lyst og nydelse, må hun lære sig selv at kende som kvinde og forstå, at hendes lyst og seksualitet hænger sammen med hendes kvindelighed, kropslighed, sanselighed og modtagelighed.

At hun kan hengive sig og ikke føle, hun er forkert, for meget eller for lidt. Hun er præcis, som hun skal være, fordi hun er en kvinde og ikke en mand. 

💥 Hvad kan hjælpe kvinden i at udleve sin nydelse og lyst?

Det kan hjælpe, at hun anerkender, at hun er en kvinde fra fødsel til grav. At hun er som et hav i kontant bevægelse og forandring. Hvad der virkede sidst, virker måske ikke næste time eller næste dag. 

En kvinde må tage alvorligt, at hun faktisk er en kvinde og forstå, at hun altid er i bevægelse, altid i udvikling og altid er styret af sine hormoner. 

Hun må lære sig selv at kende som kvinde og begynde at holde af sin egen natur. Være stolt af at være den kvinde, hun er og have den attitude til sig selv, at ”hold da kæft, hvor er det sjovt, at jeg er så fuld af liv og uforudsigelighed – og hvor er vi kvinder i det hele taget finurlige, vilde, forunderlige og vidunderlige.” 

Kvinder er noget af det smukkeste på denne jord og STEP ONE er, at vi begynder at italesætte det. Når vi tager vores identitet som kvinder til os, begynder vi at styrke vores værdighed, stolthed og glæde over at være kvinde. Og jo mere, vi begynder at bevæge os som kvinder, jo mere avler vi vores lyst. 

En af mine veninder fra Peru sagde en dag til mig: "Jamen Ketti, jeg er jo kvinde, FØR jeg er nogens mor, kæreste, ansatte, veninde, datter - før alt det, er jeg mig, jeg er kvinde. Så jeg bevæger mig som en kvinde, agerer som en kvinde, klæder mig som en kvinde, nyder alt ved min kvindelighed, og derfor kan jeg altid mærke min lyst, min erotiske lyst.

For jeg pakker den aldrig sammen og væk, den er altid med mig, altid. Hvis jeg først skulle finde den frem, når dagens opgaver er overstået, og børnene sover, og opvasken er taget, ville den være for langt væk. Det at være kvinde har jeg ALTID med mig som min bedste ven. Selv når jeg laver mad, spiller jeg høj musik, og mine hofter kører fra side til side i en salsa, der vækker min “sovs”."

💥 Du har kurser med titlen ”I lære som kvinde” – hvorfor?

Jeg har aldrig lært at være at være kvinde i Danmark. Jeg har ikke haft rollemodeller. Jeg fik et lynkursus af min mor den dag, jeg havde fået menstruation. Hun trak mig ud på toilettet og lærte mig om tampax og bind, men da vi lukkede døren bag os, talte vi ikke mere om det.

I mange kulturer og religioner sætter man unge piger i lære som kvinder, men det gør vi ikke her. På mine kurser lærer kvinderne sig selv at kende som kvinde. De lærer deres egen kvindehistorie at kende og forstår den også i en større kulturel sammenhæng. I "lære som kvinde" tager jeg kvindens traumer perle for perle på en snor, pudser dem fri for skyld og skam, og det at være blevet gjort sådan fortræd, fordi man var pige/kvinde. Så får vi traumerhistorierne og oplevelserne sat fri ved at dele dem med hinanden og “få dem ud af kroppen”.

💥 Hvilket råd vil du give til manden, hvis han gerne vil hjælpe sin kvinde med at udleve sin nydelse og lyst?

Det, jeg lærer mændene på mine andre forløb, er, at de skal stå i deres egen klippeenergi. Manden skal have kvinden, og han skal mene, at han har hende. Han skal gøre hende tryg, og er han ikke i stand til det, har han ikke gjort sit job ordentligt. 

Han må ikke lege med hendes tryghed. Det, han siger, skal han holde. En mand, der står ved sine ord og handlinger, skaber tryghed. Kvinden skal så til gengæld give ham det, som han har brug for, nemlig anerkendelse, ros og beundring. Det er hans drive. 

Nu er næste skridt så, at hun må begynde at have tillid til ham og stoppe sig selv, når hun får lyst til at overstyre og tage kontrollen. Når han har sagt, at han vil gøre et eller andet, må hun have tillid til, at det vil han. 

Kvinden må fyre sig selv som kontrol-oberst-inde, for når hun er det, er hun ”a pain in the ass”. Hun bliver til en rigtig tør kiks, der ikke kan komme en dråbe ud af. Hun får den skarpeste tunge, som gør, at manden – og sandsynligvis også andre mennesker - tager afstand til hende, men i virkeligheden er hendes ønske, at manden/andre mennesker kommer tæt på. 

Vi skal udvikle os som kvinder, fordi vi er kvinder på denne her jord, og manden skal udfolde sig som mand, og vi skal lade være med at rode det sammen.

Han kan ikke komme i kontakt med sin udfarende kraft og få den op at stå – om så hele medicinindustrien stod på banen – hvis han er blevet kontrolleret og passiviseret og har udviklet sig til at være en vatpik. Han skal stå ved sig selv og være den mand, han er. Og hvis hun hænger fast i sit kontroltema, er hun utilnærmelig, og hun kan ikke modtage. Man kan ikke nå hende. 

Så forenklet sagt er det en god ide, at manden skaber tryghed, og kvinden anerkender ham for at være en mand og ikke en af veninderne. Og at kvinden slipper lidt kontrol samt sin manuel over, hvordan hendes seksualitet og lyst skal udleves – så vil vi gå ind i et godt 2023. 

Du kan læse mere om Ketti Bueno Ferrer og Havana på Amager her.



Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.