Hvis du har lyst til at blive god til at leve mere - og hvem har ikke det! - er der i hvert fald en vej, der med garanti virker.
Den vej hedder taknemmelighed.
I flere end tyve år er der blevet forsket i, hvad følelsen af taknemmelighed kan betyde for et menneskes ve og vel. Og det er faktisk ikke småting, forskningen er kommet frem til.
Research viser, at det at føle taknemmelighed, påskønnelse og værdsættelse er en af de bedste livsmediciner, du kan give dig selv.
Taknemmelige følelser påvirker dit helbred - blandt andet, fordi dit immunforsvar, hormonelle system og kredsløb bliver styrket.
Taknemmelighed giver dig også: Mere glæde, mere optimisme og en følelse af at være tilfreds i livet, mindre stress, en forbedret søvn, en bedre karriere og bedre relationer. Læs her otte facts om taknemmelighed.
Og.
Taknemmelighed er ikke kun et individuelt projekt. Hvis du er klog, gør du det også til et fælles projekt.
Forskning viser, at når du bevidst dyrker de taknemmelige følelser, frigives oxytocin, der også kaldes for kærligheds- og tilknytningshormonet. Par, som udtrykker deres værdsættelse og påskønnelse, har flere positive følelser over for hinanden og en forbedret kommunikation sammen. De føler sig også mere forbundne og knyttet til hinanden.
Vil du vide mere om kærlighedskemiens ABC - så læs her.
Alt det betyder, at I kan gøre jeres parforhold stærkere, dybere og bedre, hvis I minimerer kritik og bebrejdelser og i stedet arbejder på at vise mere påskønnelse, anerkendelse og værdsættelse over for hinanden.
Her er nogle tip til, hvordan du kan udvise taknemmelighed:
💥 Giv komplimenter. I stedet for bare at lade det blive indeni dig selv, så sig det højt, når du tænker noget dejligt om din partner. Den måde, din partner håndterer en sag på. Den måde, din partner er overfor sine venner. Den måde, din partner laver morgenmad på. Sig det højt.
💥 Værdsæt, hvis din partner arbejder meget – derhjemme eller på jobbet. Vis din taknemmelighed ved at give ham/hende en pause. Hjælp. Støt. Lav aftensmaden. Kom med en kop kaffe. Send en dejlig sms.
💥 Skriv en seddel eller note til din partner, hvor du viser din taknemmelighed. Fortæl ikke bare, at du elsker ham/hende, men hvorfor du gør det. Hvilke karaktertræk elsker du? Hvad er det, din partner gør, som du elsker ham/hende for?
💥 Skriv taknemmelighedsdagbog – begge to. Hav en notesbog ved sengen og skriv hver aften fem ting ned, som du føler en taknemmelighed overfor. Research viser, at efter få uger vil du kunne mærke et forbedret fysisk og psykisk velbefindende.
Kilde: Utah State University
Psst. Der er faldgruber, når det handler om at dyrke taknemmelighed. Tag gerne et realitetstjek med dig selv i forhold til følgende situationer:
😮 Husker du også at påskønne og værdsætte dig selv? Hensigten er jo ikke, at du skal overøse alle andre med komplimenter og glemme og dræne livet ud af dig selv. Indre venlighed over for dig selv er lige så vigtigt og giver dig også mange fysiske og psykiske fordele.
😮 Følelser af taknemmelighed hjælper dig og jer i jeres parforhold, men de kan ikke kurere hvad som helst. Hvis der er reelle problemer i forholdet – såsom fysisk vold, psykisk manipulation eller co-dependency – er I nødt til at tage fat om nældens rod.