Stopper blød mave, hængerøv og appelsinhud din nydelse? …

Stopper blød mave, hængerøv og appelsinhud din nydelse? …

Bikini-sæsonen er rundt om hjørnet og vi er mange, der står med frygt og nervøsitet for, at skulle hoppe ned i den lille stramme sommerkjole og badedragten. Maven sidder måske ikke helt så spændstig og stram, som den har gjort. Røven er med årene blevet lidt bredere og appelsinhuden synes lidt tydeligere.

Men udover at stoppe os fra en afslappende dag på stranden, hvad betyder vores negative kropsopfattelse så ellers for vores sommer-nydelse og personlige frihed?

Vi har interviewet socialpædagog og sexolog, Karina Løvkvist. Efter en stomioperation mærkede hun, hvad body image-forstyrrelser - eller på dansk - negative kropsopfattelser, kan gøre ved vores generelle nydelse og seksuelle frihed.

Hvad betyder det for vores livsglæde og nydelse, at vi har det godt i egen krop? 

“Det er vigtigt, at vi føler en fysisk balance i vores krop, når vi skal være den autentiske version af os selv. Der er også skrevet tykke bøger om, at vi skal elske os selv og give os selv kærlighed først, for at kunne elske og give kærlighed til en partner,” siger Karina Løvkvist.

Hvad gør den negative kropsopfattelse ved vores sexliv?

“Hvis man går ind i et samvær med en negativ opfattelse af ens egen krop, ødelægger man sanseligheden for sig selv, og det kan blive svært at opnå en orgasme” siger Karina Løvkvist og går videre: “Du kender det måske selv? Du ligger i sengen med din partner og mærker hænder, der kærtegner din mave. Det skulle være et smukt og ømt øjeblik. Men mange kvinder vil få instinktivt tankemylder, hvor de tænker på, at partneren kan mærke dellerne, og hvor ser man altså også herrens ud, og, og, og…Lige der, i det moment, mister du kontakt med din sanselighed.”

“Hvis du i stedet prøver at give slip på tankerne og mærke varmen fra din partners hænder, der som en bølgende fornemmelse masserer din runde mave, så får du den fulde nydelse af blødheden fra din partners hud. Det kan både øge din lystfølelse og give kuldegysninger og så frigives  signalstoffet serotonin, der i daglig tale også betegnes som 'kærlighedshormonet’. 

Herved kan du i højere grad være sensuel, og nyde at du ligger der så smuk og rund og bliver kærtegnet.

… Og ja, det er lettere sagt end gjort. I know! men det er vejen frem.” 

Hvordan får man så en positiv kropsopfattelse?

Der er flere forskellige øvelser, du kan afprøve, fortæller Karina Løvkvist. Hun har selv forsøgt sig med størstedelen af dem. Her er de tre hun har oplevet bedst succes med:

Spejløvelsen

Stil dig foran spejlet. Helt nøgen. 

Kig på din krop, og fokuser på det du synes er pænt og dejligt. ignorer resten.

Til at starte med kan det være svært at finde noget som helst, men måske ser du en skønhedsplet som egentlig ser meget sød ud. Sig det højt og komplimenter den. Desto flere gange du laver øvelsen, desto flere positive ting vil du finde, og desto bedre bliver du til at komplimentere dig selv. 

Og ja, det føles underligt de første ti gange, du laver øvelsen. Men det bliver bedre, nemmere og mere troværdigt, for hver gang du gør det. 

Sanseøvelsen 

Den intime nydelse er ikke en forudsætning for at få udløsning eller nå et klimaks. Start derfor med at mærke sanseligheden. Hvis du har det svært med din krop, kan du begynde med et ‘blindfold’ - Dæk din partners øjne til, inden I begynder at kæle. Gå så i gang og mærk, hvordan du kan slappe mere af og være fri. 

Fokuser nu på de enkelte berøringer, stryg din partners arm, mærk varmen fra hinandens åndedræt, smag saltet på huden og lyt til hinandens vejrtrækning. Vær nysgerrige på hinanden og gå på opdagelse i de erogene zoners land. Igen, det handler ikke om penetration og udløsning. 

Når du så småt bliver mere tryg og afslappet i sanseligheden, tillad så din partner at se dig imens. Husk at din partner har tilvalgt dig i soveværelset, og dermed har din partner jo allerede vundet lottogevinsten - du kan ligeså godt også få det bedste ud af den gevinst.

Øjenkontakt

Kig din partner i øjnene. Kig længe og kig dybt. 

Mærk hinanden og føl, hvordan I nærmest kan flyve sammen til én substans. Det er okay, at der kommer lidt grin, fordi det kan føles en smule akavet. Men det er gennem øjnene det sker, og det er her, du tillader din partner at se dig, for hele den du er. 

Igennem den intense øjenkontakt vil du føle dig tryg og turde give mere slip. 

“Prøv disse øvelser indtil du elsker din bløde mave, hængerøv og appelsinhud. Prøv det. Mærk det og slip dig selv fri. Jeg garanterer, at  du ikke vil fortryde det.” siger Karina Løvkvist og ler.

Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.