Hvordan er stemningen i dit soveværelse? Er værelset koldt og forsømt? Er støvsugeren og vasketøjskurven derinde? Eller er det varmt og blødt og lægger op til erotik og kærlighed?
”Det er landsforræderi og blasfemi, at vores soveværelser er så kedelige og usexede, for hvor er det så, at vi skal udfolde vores allersmukkeste intime liv med os selv og den, vi elsker?”
Det siger Ranvita la Cour, der er forfatter, ekspert i hjemmets psykologi og kvinden bag bøgerne "Elsk dit hjem - fra A til Å" og "Elsk dit soveværelse".
Ranvita la Cour har i de sidste tyve år beskæftiget sig med psykologien i hjemmet, herunder soveværelset, både som underviser og foredragsholder, men også som konsulent rundt i private boliger. Hun fortæller:
”Jeg har set hundredvis af soveværelser, og meget få af dem har talt til mine sanser eller har vist tegn på trivsel, skønhed og sanselighed. Der er typisk denne her boxmadras, noget rod, man ellers ikke ved, hvad man stiller op med, et strygebræt bag døren og møbler sådan lidt tilfældigt skrabet sammen. Soveværelserne signalerer en ligegyldighed, men det fine møde med vores elskede i vores seng, er jo langt fra ligegyldigt.
Som en kursist engang sagde til mig: Kan det ikke være lige meget, hvordan rummet ser ud, for jeg har jo mest lukkede øjne, når jeg er derinde? Men det er ikke ligegyldigt, for alle rum og alle ting i et rum påvirker os, så hvad ønsker du, at det sted, du sover og elsker, skal sige til dig og jer? Hvordan ønsker du, at dit soveværelse skal påvirke dit liv?
Hvis du gerne vil have erotik, intimitet og nærvær, er det en god ide at indrette dit soveværelse, så det stimulerer netop den energi. Når du har en indretning, der gør, at du føler dig tryg, kan slappe helt af og slippe dig selv, styrker det dit intime liv, og hvorfor ikke benytte sig af den mulighed?
Soveværelset skal helst være en ramme og en rede, som bidrager til det smukke møde med et andet menneske. Sexlivet kan let gå ned af bakken, hvis du ikke værdsætter dit soverum som et tempel for kærlighed. Vi skal ikke kun have en brudesuite på bryllupsnatten.
Hvis du vil have ægteskabet til at holde, skal du i symbolsk forstand sove i en brudesuite hver eneste nat, og det behøver ikke at betyde, at du skal bruge en formue, eller at soveværelset skal ligne en kvart million”, slutter Ranvita la Cour.
Men hvordan gør man så, hvis man vil skabe et soveværelse, der signalerer og lægger op til sanselighed, erotik og kærlighed?
Ranvita la Cour kommer her med fem veje til
at skabe mere lyst i soveværelset:
-
Skab en stemning
Stemningen er det første, du skal tænke på. Der er en årsag til, at bordeller ser ud, som de gør – et klinisk rum er ikke indrettet til erotik. Den skandinaviske indretningsstil er ofte minimalistisk. Det er flot med hvide vægge, lige linjer og enkelthed, men den indretning tænder ikke vores erotiske sanser.
Det, der appellerer til sanserne, er at dæmpe lyset, bruge varme farver, (der matcher vores kropsfarver) samt bløde tekstiler. Erotik er blødhed og sanselighed. Det handler om noget, der er rart at røre ved og omgive sig med. Stemningen skal få os til at slippe dagens stress og jag og hengive os til nydelse.
-
Dæmp lyset
Dæmpet belysning giver en hyggelig og tryg ramme at udfolde sig i, og nøgne kroppe ser også bedre ud i denne lyssætning. Mange har en loftslampe, der giver et oversigtslys i hele rummet, men det gør ikke noget positivt for vores kroppe.
Det gør dagslys i øvrigt heller ikke. Hvis du har sex om morgenen eller i løbet af dagen, så træk gardinerne for og skab hulestemning, så bliver det intime meget mere trygt og nydelsesfuldt.
-
Brug kontraster
Sex handler i virkeligheden om sanser, og noget, der kan tænde vores sanser, er kontraster. Sanserne bliver vækket af modsatrettede oplevelser. Så når du indretter dit soveværelse, så tænk i blødt og hårdt og i skygge og lys. Brug f.eks. en hovedpude med et betræk af glat og blød silke og sengetøj af råt hør. Tænk også i kontraster, når det handler om belysning. Brug stearinlys, en lanterne – og læg noget af rummet i mørke. Når noget er skjult, skaber det spænding.
-
Leg med tekstiler
Når vi taler om vores seksualitet, taler vi tit om, at vi skal varme hinanden op. På samme måde kan man sige, at det også er en god ide at varme vores soveværelse op. Alt, hvad der er blødt, skaber en sanselig stemning. Lækre gardiner, sengegavle betrukket med stof, gulvtæpper og store, gode puder.
Den nøgne krop skal kunne være i rummet uden at støde på noget hårdt. Flader med metal, stål og hårde materialer bør reduceres. Rummet skal udtrykke blødhed.
-
Luk varme farver ind
Et hvidt, klinisk soveværelse med en hvid boxmadras og hvidt sengetøj kan være æstetisk flot, men det gør ikke noget godt for sexlivet. Prøv at lukke flere varme og bløde farver ind. Hold dig til de farver, som ligger indenfor hudens naturlige nuancer. Farverne skal føles så naturlige, at du næsten kan glide ind i dem. Det kan være nougat- og cafe latte-farver eller rosa og rødbrune farver eller naturfarver i sand og hør.
Blå og grøn kan være godt for søvn, men det tænder og stimulerer ikke vores erotiske sanser. Der findes ingen blå og grønne mennesker på vores planet, så de farver vibrerer ikke med vores hud. En anden vigtig ting er, at soveværelset ikke skal være et yndigt pigeværelse med tøsefarver. Det er vigtigt, at soveværelset balanceres mellem maskulin og feminin energi, så miks gerne feminine og maskuline farver f.eks. koksgrå og brune farver med rosa.