Nydelse er et powertool

Nydelse er et powertool

Let's talk pleasure. Vil du være med? 

Det er i denne måned World Sexual Health Month, og organisationen bag opfodrer os til at tale sammen om nydelse. Deres slogan for 2022 er faktisk Let’s talk pleasure.

Nydelse er livsvigtig, men i en travl hverdag kan vi komme til at underkende den, fortrænge den eller lukke ned for den – af mange forskellige årsager.

Men mennesker er som planter. Vi har brug for næring og nydelse for at trives og blomstre.

Når vi har kriser, eller har det dårligt, ”visner vi” og taber vores udstråling.

Vi begynder at trænge til at blive vandet (blive overøst med kærlighed og nydelse), at blive omplantet (skifte miljø, arbejde, bolig eller kæreste) eller at få klippet de visne blade af (få ryddet ud i vores relationer, klædeskabe eller opgaver).

Nydelse er en livsvigtig, men nogle gange underkendt, menneskenæring.

Når vi nyder noget, aktiverer vi nitrogenoxid, oxytocin og andre gode velværefremmende biokemiske processer. 

Den sunde nydelse og berøring mindsker stress og får vores nervesystem til at falde til ro. Vores immunsystem, blodgennemstrømning, fordøjelse og andre fysiske nøglefunktioner forbedres. 

Måske tænker du, ”ja, det ved jeg jo godt”. Men spørgsmålet er, om du handler på det, du ved. Og spørgsmålet er, hvor godt du kender din egen vej til nydelse.

Så let’s talk pleasure. Lad os starte med fem gode spørgsmål:

🎈Hvad er nydelse for dig? Sådan rigtig nydelse.

Refleksion: Spørgsmålet er vigtigt, fordi du kan være vokset fra din nydelse. Måske var det engang nydelse for dig at danse tango, men det siger dig ikke noget længere. Måske nyder din familie ferier, hvor man ligger ved en swimmingpool det meste af dagen, men virkelig nydelse for dig er at sidde i en boghandel i London. Så hvad er nydelse for dig dér, hvor du er i dit liv nu. 

🎈Hvornår har du følelsen af, at din sjæl synger, fordi noget bare er nydelsesfuldt?

Refleksion: Nogle former for nydelse så som alkohol og Netflix kan nogle gange være en erstatning for triste følelser. En anden form for nydelse er den, der rammer din sjæl, fordi du nyder noget, der lige netop er dig. At spille musik. At vandre i bjerge. At skrive digte.

🎈Hvad er din nydelse - og hvad er din partners nydelse?

Refleksion: Hvis man har været længe i parforhold, kan man ”overtage” hinandens nydelsesvaner. Men det, som I sammen nyder, er det (stadig) nydelse for dig? Ups, den her samtale kunne gå hen og blive krævende, men måske ikke desto mindre vigtig. 

🎈Hvilken form for nydelse længes du efter?

Refleksion: Er der noget, du længe har drømt om, men ikke fået taget dig tid til? Siger du, at du elsker at gå ved havet, men når du kigger i kalenderen, er du der faktisk aldrig. Hvor "selvfornægter" du dig selv, når det handler om nydelse?

🎈Hvad forhindrer dig i at opleve nydelse?

Refleksion: Vi kan godt fortælle os selv og hinanden, at vi mangler tid, overskud og penge. At det er årsagen til, at der ikke er nok nydelse i vores liv. Men måske er der også andre ting i spil. Nogle psykologiske mekanismer, der handler om at føle, at vi har fortjent nydelsen, og at vi har selvværd nok til at føle, at vi har lov og ret til at nyde livet.

Let’s talk pleasure. Vi er i gang med World Sexual Health Month.

Vi ønsker dig og jer nogle gode samtaler om nydelse.

Læs mere om World Sexual Health Month

 

Tilbage til blog

1 kommentar

Meget inspireret af at læse dette indlæg.

Pia Fredfeldt

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.