Kender du jeres kærlighedssprog?

Kender du jeres kærlighedssprog?

Vejen til mere nydelse er at forstå dit eget og din partners kærlighedssprog.

Din kæreste fortæller dig hele tiden, hvor smuk og dejlig du er, men han foreslår aldrig at hjælpe dig med det, du har brug for.

Og nu er du gået hen og blevet skuffet over hans sløvhed og tænker, at han måske slet ikke er så vild med dig, som du går rundt og tror.

Du begynder at overveje, om I to virkelig er noget for hinanden. Du bliver reserveret. Din krop lukker ned. Som dagene går, bliver du mindre og mindre interesseret i jer …

Kan du se det billede, der tegner sig? Den nedadgående parforholdsspiral kan blive den direkte vej til, at I begge begynder at mistrives, og slet ikke får det fra hinanden, som I længes efter.

Og realiteten er, at miskommunikation og misforståelser kunne være undgået, hvis I havde kendt både til jeres eget og den andens kærlighedssprog.

Det hele handler nemlig om, hvordan vi giver og modtager kærlighed. Det, der betyder noget for den ene, kan være af mindre betydning for den anden.

Vi giver ofte det, vi selv længes efter. Længes vi efter fysisk berøring, er det dét kærlighedssprog, vi bruger. Ønsker vi tjenester, er det den måde, vi viser kærlighed på overfor vores partner.

De 5 kærlighedssprog er:

  • Fysisk berøring Du føler dig elsket, når din partner kysser, krammer og nusser dig eller tager dig i hånden.
  • Anerkendende ord Du føler dig elsket, når din partner roser og anerkender dig. Fortæller du er dejlig.  
  • Tid med hinanden Du føler dig elsket, når din partner ønsker at tilbringe kvalitetstid med dig. Når han/hun tager fri for at være sammen med dig.
  • Tjenester Du føler dig elsket, når din partner henter dig fra arbejde eller hjælper dig med noget, der belaster dig.
  • Gaver Du føler dig elsket, når din partner har tænkt på dig og fundet netop det, du har ønsket dig.

Kilde: Gary Chapman, “Kærlighedens 5 sprog”.

Når du og din partner kender jeres eget og hinandens kærlighedssprog vil samlivet føles dybere og mere tilfredsstillende. Så vil I kunne skabe den opadgående, lykkelige kærlighedsspiral, hvor I styrker hinanden – og ikke bekriger og misforstår hinanden.

God fornøjelse med jer – og jeres kærlighedssprog. 

Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.