Det er igennem øjnene, det sker

Det er igennem øjnene, det sker

Vil du opleve mere kærlighed? Her er et tip fra forskningen, der handler om at skabe mere kærlighed i dit liv med din partner, din date – eller alle andre, hvis du er single.

Har du hørt om begrebet mikro-øjeblikke?

Hvis ikke, så læs med her, for dette begreb kan intet mindre end revolutionere dit kærlighedsliv. Du kan få det bedre i sengen og i hverdagen med ham eller hende, du elsker.

Og har du ikke nogen i din seng, så fortvivl ikke. Du kan også skabe mere kærlighed på andre måder. Og det er den gode nyhed.

Du kan – sammen med din partner eller alene – fylde din krop op med lykkegivende hormoner ved at være bevidst om at bruge det, som forskerne kalder for mikro-øjeblikke.

- Mikro-øjeblikke er lige så livgivende for os mennesker som luft, vand og jord er for planter. Det er virkelig der, vi må sætte ind, hvis vi ønsker mere kærlighed. Jo flere mikro-øjeblikke, vi kan tage ind i vores hjerter, jo bedre vil vores liv føles.  

Det siger amerikanske Barbara Fredrickson, som er en af de førende, internationale forskere indenfor positiv psykologi. Hun er ansat på University of North Carolina i USA og forfatter til flere bestsellere om positive emotioner.

Sådan gør du, hvis du vil skabe et mikro-øjeblik:

  • Når du ligger i sengen med din partner eller date, så kig ham/hende i øjnene.
  • Eller: Hvis du er single, så kan du også indfange kærlighedsfølelse ved at kigge de mennesker i øjnene, som du møder på din vej.
  • Det kan være en, du kender – men det kan faktisk også ”bare” være et menneske, du møder i supermarkedet eller fitnesscentret.
  • Vær lyttende og åben i jeres kommunikation.
  • Bliv i øjenkontakten – det kan føles uvant, men øv dig i at blive længere, end du plejer.
  • Mikro-øjeblikket, hvor vi forbinder os med et andet menneske i øjenkontakten, er en fysiologisk og biokemisk handling, som bringer positive emotioner frem i os.
  • Det interessante er, at mikro-øjeblikket i princippet kan ske med hvem som helst. Selvfølgelig bedst med det menneske, du har kært. Men det kan også ske med andre, hvilket er den gode nyhed for singler.
  • Summa summarum: Forskningen viser, det er igennem øjnene, det sker. Øje til øje. Menneske til menneske.

 - Vi har som kultur et snævert syn på kærlighed. Vi tænker, at kærlighed kun kan opleves igennem et godt parforhold. Videnskaben åbner nu vores øjne for, at der er mulighed for at hente kærlighed ud af de små øjeblikke, hvor vi forbinder os med et andet menneske. Mikro-øjeblikke kan faktisk hjælpe dig til at få mere energi og et bedre helbred, siger Barbara Fredrickson, der har skevet bogen ”Love 2.0 - Finding Happiness and Health in Moments of Connection”, og som herigennem giver et bud på et nyt og udvidet kærlighedssyn.

 

God fornøjelse med dine mikro-øjeblikke.

Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.